2020- Det østlige Tyskland

18. juli 2020

Coronaen har ændret verden og vor egen tilværelse. Vi kom ikke til Rom i foråret. Jeg kom ikke på min MC-tur til syden, så nu skulle vi til udlandet. Vi har fået lov at følges med Karin og Finn til det gamle østtyskland. Vi sidder fire sammen i deres bil. Vi skulle have fået vores nye Ford Kuga Plug-in Hybrid, med den står i Esbjerg og de kan ikke få den til Aarhus og hvis den kom til Ford i Risskov, så har de knap plads til den, for de har solgt så mange.

Vi kørte præcis kl. 7 og trafikken hindrede ikke vor fremdrift. Vor første stop var en skibselevator ved Lüneburg lige øst for Hamborg. Det er ikke et sluseanlæg, som jeg troede, men en elevator. Flodprammene sejler ind i et “badekar”, som så blive hævet eller sænket 38 meter. Det virker lidt surrealistisk, men den tyske ingeniørkunst fra 70’erne virker upåklageligt. Anlægget hæver eller sænker en pram for hvert kvarter.

Vi spiste frokost og kørte derefter ad mindre veje via Braunschweig mod Melsungen, Tyskland er smuk og flot på denne egn om sommeren. Flotte skove og landbrugsarealer, hvor der stadig er nogle træer i skel og især langs vejen. I Danmark er vejtræerne fældet af hensyn til sikkerheden. Vi nåede til Melsungen lidt før 17. Vi skyndte os ned til den flotte stenbro over floden og fik en øl. Vi gik lige en tur rundt i den fantastisk flotte by, der er fyldt med meget velholdte bindingsværkshuse. Vi spiste på Ratskäller, ved det gamle rådhus. Jeg var nu ikke imponeret af deres Sigøjnerschnitzel, men øllet fejlede ikke noget.

Vi gik lidt videre rundt, men vi var ved at blive trætte. Vi fik lige en øl udenfor hotellet og derefter gik vi på hovedet i seng

19. juli 2020

Vi tog afsted fra Melsungen kl 10. Vi skulle til Naumburg i Sachen-Anhalt i det tidligere DDR. Der ligger et, for mig, ukendt vindistrikt. Ja, jeg indrømmer det. Det hedder Saal-Unstruckt efter to floder. Vi ville lige slå et smut ind omkring Weimar. Vi havde hørt om byen, - Bach skulle have boet der nogle år og så har det lagt navn til Weimerrepublikken i mellemkrigsårene. Det skulle vise sig, at en del andre kulturpersonligheder har boet der, - bl.a. Nietche og Göthe. Byen er ikke så stor, men smuk og altså en kulturby. Vi fik en “Flammenkuchen” til frokost. Et bagt fladbrød med ost og bacon. Pizza, om du vil. Temperaturen er omkring de 30 grader, så man sætter sig ikke i solen og heldigvis serverer tyskerne dejlig kold øl.

Damerne førte bilen videre til Naumburg af små listige veje, som på ingen måde var blever rettet ud efter krigen, som vi kender det i Danmark. Mange har stadig brosten og i landsbyerne er der telefonpæle. Husene i landsbyerne er efterhånden velholdte. Der ligger ingen gårde mellem landsbyerne og markerne er store. Vi blev indlogeret på hotellet og opdagede, at maske (mundbind) påbuddet håndhæves lidt forskelligt i de enkelte delstater. Her har man et lidt mere løst forhold, men man skal stadig bruge det på hotellet og hvor man er flere samlet tæt. Vi fik et glas Müller-Thurgau lige ved hotellet og derefter trissede vi rundt.

Byen ligner en dansk by i 50’erne, men med meget velholdte huse og brosten på vejene. Virkelig hyggeligt. De er sluppet for 60’ernes og 70’ernes renoveringsbølge, så der er ingen beton. Vi fik lige klemt os ind på en fortovsrestaurant, hvor nogle fik Bratwurst og jeg igen prøvede Schnitzel. Denne gang med større held. Nu drak vi vin og vand til maden. Riesling og Weisburgunder (Pinot Blanc). Vi slæbte os hjem til hotellets udendørs restaurant og fik en kop kaffe og startede planlægningen af næste dag. Oppe på værelset nåede jeg at se anden halvdel af kampen, hvor AGF sønderbankede FCK med 4-2 og placerede sig på andenpladsen.

20. juli 2020

Vi er jo i et vindistrikt, så vi skulle et tur på vinruten. Vi kørte nord på, forbi Freyburg til Nebra, hvor vi vendte om. Lidt før Nebra så vi en fantastisk flot og lang jernbanebro, bygget hen over en dal. Broen var nok over 1 km lang og helt sikkert bygget efter genforeningen. Længere oppe ved Nebra, så vi nogle forladte gamle industribygninger. Det så virkelig DDR-agtige ud og burde have været revet ned for lang tid siden. Pengene er blevet brugt til at bygge og ikke rive ned. Vinmarkerne ligger meget spredt nord for Freyburg, men rundt om byen er der stejle skrænter med terrasser af vin. Vi parkerede inde i byen og gik op til en sektproducent (champagne). Vi smagte ikke noget, men købte et par flasker. Freyburg er ikke stor og der er ikke mange spisesteder, men vi fandt en meget dejlig en af slagsen med skyggefuld terrasse, hvor vi fik frokost. Den bedste indtil videre. Efter frokosten kørte vi lidt udenfor Freyburg til en lidt større vinproducent, Pawis, hvor vi kunne smage lidt vin. Vi kunne smage 3 vine for 5€, - så det blev til tre hvide og tre røde. Det er bestemt ikke et rødvinsområde, men de hvide går an. Det kniber lidt med at få druerne til at lave nok ekstrakt, så vinene bliver lidt tynde. Der er en fantastisk flot udsigt fra vingården ned over Freyburg. Det fik jeg lige et billede af.

Vi kørte hjem til hotellet og trissede derefter lidt rundt i byen. En vinhandel i nærhden skænkede et glas Spätburgunder (Pinot Noir), men den var faktisk svær at få ned. Hold dig til de hvide vine her i området. Der er også en Ratskeller her i byen, så den faldt vi ind på, og spiste også aftensmad her. Det er højsæson for champignon, så det fik jeg i min sovs. Uhmm, - fløde forbedrer altså smagen af svampe. Det lille udendørsservering, hvor vi fik et glas i går, fik også lov at servere i aften, men så var vi også ved at være lidt overbrugte. De andre gik inden jeg havde drukket min øl, så et midaldrende par satte sig ved bordet. De var lokale og jeg fik en snak med dem om DDR-tiden og Olsenbanden. Der var generelt blevet bedre i østtyskland efter genforeningen, mente de, men folk kom hinanden mere ved dengang, sagde de. Bare man ikke udtrykte uenighed med det politiske system, kunne man leve godt, - men ikke overdådigt.

21. juli 2020

Vi brugte et par timer af formiddagen på at finde et tårn med et bindingsværkshus på toppen. Vi havde set det på vejen til Naumburg, men det lod sig ikke finde. Da vi havde opgivet, kørte vi videre til et stort vinsted, - Thüringer Weingut i Bad Sulza. De har 45 ha med vin, så de er sikkert en af de største vinproducenter i området. De ligger lige på Thüring-siden og var den første vingård i Thüring. Etableret lige efter genforeningen i 1990. Helt nye bygninger, som minder en del om hvad vi har set i Alsace. Vi var der næsten alene og fik lov at smage en del af deres “almindelige” vine. De havde også “finere” udgaver, men de var ikke åbnet til smagning. Kvaliteten er bestemt god. Vi smagte Weisburgunder (Pinot Blanc), Grauburgunder (Pinot Gris), Traminer og en enkelt rød af Pinootin, - en ny sort med Pinot Noir og en anden druesort, der gør druen mere modstandsdygtig over for sygdomme. Den smager overhovedet ikke som Pinot Noir, men mere som en af Bordeauxdruerne. Jeg købte lidt forskelligt.

På vejen hjemad holdt vi ind et lille (meget) lokalt sted og fik frokost. Vi skulle spise i den lidt undervedligeholdte have i træernes skygge. Det var drevet af et ældre ægtepar, hvor manden lavede maden. Her var ingen masketvang. Maden var simpel, men ordentlig. Nogle fik pølse med kartoffelsalat, Sonja en suppe og jeg en ret med krydrede kødstykker i mange stegte løg. Dertil “Bratkartoffelen” og et glas Kerner. Kaffen tog vi hjemme på torvet i Naumburg. Vi traskede lidt rundt. Jeg købte et par flasker vin i en lille vinbutik. Jeg måtte ikke købe mere. Der er ikke plads i bilen. Vi er jo fire. Jeg brugte tiden til at gå rundt og lede efter et sted at spise aftensmad, men det blev “Unter den Linden”, hvor vi de tidligere aftener har fået et par glas vin. Vi gik ret tidligt op på værelserne. Selvom vi ikke laver så meget, - ud over at spise og drikke, - så bliver vi alligevel trætte.

22. juli 2020

Tyskland er stor, så vi deler hjemturen op i dele. I dag kørte vi til Magdeburg, men via Quedlinburg, - en by ved Harzen, som UNESCO har udpeget som Verdenskulturarv pga. de gamle huse. På turen kunne vi ikke undgå at lægge mærke til de mange store vindmøller, som er “plantet” på markerne. Der var “skove” på op til 50 møller. En ny og vedvarende afgrøde, som vi alle skal bruge. De har tydeligvis ikke de store problemer med konspiratoriske vindmøllemodstandere. Der er ingen gårde, - alle bor i landsbyerne. Vindmøllerne stod stille, men så producerede solcellerne elektricitet. Der er solceller på rigtig mange tage. Vi ankom til Quedlinburg omkring frokosttid og fik lidt frokost, inden vi gik en tur rundt i byen og jeg kom da også op på slottet over byen. Husene skal nu ses fra gadeplan, for man ser kun tage fra slottet.

Det er nok første gang, jeg har besøgt en by på grund af hotellet, hvor jeg skal bo, men i Magdeburg har de et hotel tegnet af Hundertwasser. Jeg kan godt lide hans lidt skæve og organiske bygningsstil. Det ligner lidt Gaudi i Barcelona. Væggene er skæve, - der findes nok ikke en ret linje. Der er masser af former og farver og ingen af værelserne er ens og der er forskellige døre ind til hver og en af dem. Det må have været besværligt at sætte fliser op på badeværelserne, for også de er skæve og med mange farver.

Magdeburg har taget sin del af krigsskader i årenes løb. I trediveårskrigen blev den jævnet med jorden og 20.000 af 30.000 indbyggere blev dræbt. Noget lignende skete så i Anden Verdenskrig. På sin vis er byen den absolutte modpol til de gamle byer, vi så tidligere. Ud over kirkerne, er alle huse nye. Der er ikke hyggeligt, - måske lige bortset fra sporvognene, som der kører mange af. De er bevaret fra DDR-tiden og er nok blevet moderne igen med klimaproblemerne. Vi fik aftensmad på rådhustorvet, hvor jeg fik Eisbein mit Sauerkraut. Det smagte fint, men der var for meget kød for mig. Vi var trætte og gik tidligt op på værelserne.

23. juli 2020

Vi havde en dag i Magdeburg og der er ikke så meget at se, - ud over hotellet, men vi valgte at gå en længere tur, som blandt andet var langs floden Elben. Der var ikke så meget vand i den. Der har også været ret tørt i foråret og vinbønderne klagede lidt. De er vel bønder ;-) Byen tager sig betydelig bedre ud fra flodbredden. De gamle kirker står der og dele af bymuren er der også. Derudover mange blomster og et vist liv, blandt andet en sandstrand med strandbar. Det skulle selvfølgelig prøves. Det er svært at finde et centrum i byen. Det er lidt som de amerikanske byer, - intet gammelt og ikke noget centrum. Temperaturen steg hen på dagen og energiniveauet faldt. De andre gik op på værelset eller handlede. Jeg gik ned til et springvand med en café, der godt ville servere et par glas hvidvin og senere noget kaffe. Jeg fik et par timer til at gå med at sidder der.

De andre kom og vi fordrev tiden med endnu et glas og så var det blevet spisetid. Der var ikke stemning for at spise der, så gik ud og ledte efter et andet sted. Det blev lige over for hotellet, men de tager virkelig lang tid om at servere. Det er smart, når man gerne vil sælge drikkevarer. Jeg fik en argentinsk bøf. Stedet hedder nemlig Gaucho. Jeg ville have foretrukket lokalt kød, men det var ikke muligt. Dagen efter kørte vi hjem på omkring 7 timer. Her slutter min feriedagbog.