Musik

Rock-musik

Den altovervejende andel af musik, som jeg lytter til, er rockmusik. Det går vel helt tilbage til sluttresserne, men tog rigtig fat i starten af 70'erne.

Der er fremsat en teori om, at man er særlig følsom for nye musikformer, når man er i starten af puberteten. Det gjalt i hvert fald for mig. Jeg blev introduceret for Pink Floyd's Meddle i 1972, hvor jeg var omkring 15 år, og siden da har jeg været en stor fan af Pink Floyd. Der kom mange flere til i resten af 70'erne, men det ebbede lidt ud derefter. Der er dog kommet nogle få nye til senere.

Guitarsoloer

Noget af det mest fede ved rock (og blues-rock) er guitarsoloer. Man falder helt ind i en anden verden, hvis musikeren spiller godt. Jeg har lavet en lille liste af mine favoritter. Den kunne være meget større, men man må jo vælge.

100 bedste guitarsoloer

Jeg fandt engang en liste over de 100 bedste guitarsoloer. Den er ganske interessant, da der var en del, som jeg ikke kendte og som jeg efterfølgende købte som CD. Listen har imidlertid én stor fejl: Carlos Santana er ikke på listen, men du får den nu alligevel.

Riffs

Et "riff"er en kort melodistump, som er meget fængende. Det er tit starten på et godt guitarnummer. Nogle enkelte krav skal være opfyldt, for at det kan kaldes et "riff":

1. Det skal lyde fedt
2. Det skal være kort
3. Det skal være simpelt
4. Det skal være genkendeligt
5. Du skal straks vide hvilket nummer, det stammer fra

Måske skulle du lige tage et kig på denne liste af de bedste album i et bestemt år eller årti. Der er selvfølgelig ingen danske. Dem må du tænke dig til.
Bedste albums i 70'erne

10 albums til en øde ø

Ellers kan du jo kigge på min meget komprimerede liste af 10 albums, som jeg ville have med, hvis jeg blev sat af på en øde ø.
Mine egne regler er listet her:

• Der må kun være 10
• Ingen opsamlingsalbums
• Ingen kopialbums
• En kunstner eller gruppe må kun forekomme én gang på listen.
• Livealbums er tilladt

Blues

Der gik mange år før jeg opdagede blues, - eller rettere sagt; jeg opdagede, at det var blues, jeg kunne lide. Jeg kendte selvfølgelig Eric Clapton, men jeg vidste ikke, at det var blues, han spillede. Den første bluesmusiker, jeg blev gjort bekendt med, var Walter Trout. Han er en god ven af SmukFest / Skanderborg Festival. Så vidt jeg kan se, har han lagt figur til deres skovtrol med guitar. Han er dansk gift, så der er en vis forbindelse fra Danmark til Californien, hvor de bor.

Den næste jeg opdagede var Joe Bonamassa. Han er virkelig en BluesRockGud. Jeg har mange CDer og koncert-DVDer med ham. Blues er nok bedst "live". Der er mest nerve og guitarsoloerne er som regel længere.

Jeg har et blødt sted for Slow Blues. Det er en slags rockens "Adagio". Jeg har lavet denne søgning til dig på Youtube:
Slow Blues på Youtube

Klassisk

Jeg har det lidt svært med klassisk musik. Det er vældig interessant, men det er som om, nogen taler et andet sprog. Jeg fanger lidt af det, men der er tydeligvis meget mere at forstå og nyde, men jeg har bare ikke evnerne. Da jeg var barn, boede min bedstefar sammen med os på gården. Han havde sit eget fjernsyn og ti minutter før TV-avisen, blev der bare vist et ur på skærmen og spillet klassisk musik. "Fin musik" kaldte bedstefar det og det skulle han høre, men det sagde ikke mig noget.

Klassisk til pop

Her er nogle links til et par sider, hvor du kan finde endnu flere:

Mine klassiske favoritter

Jeg har fundet 10 forskellige klassiske numre frem, som jeg synes, du skulle lytte til, hvis du ikke allerede har gjort det.

Adagio

Adagio er en langsom sats i klassisk musik. Den er som regel meget inderlig og smuk. Jeg har listet nogle væsentlige herunder. De kan nok ikke alle gå under betegnelsen "Adagio", men det er smuk og inderlig musik.

CD-plader

CD-pladen var derfor et stort fremskridt. De er frem for alt digitale og bliver derfor ikke slidte. De er ret robuste, men kan selvfølgelig ødelægges. Lydkvaliteten er bedre end LP-plader, - især hvis man bruges en mellemkvalitetsafspiller til LP-pladerne. Ellers skal man købe en pladeafspiller til over 20.000,- og jeg er stadig i tvivl om det rækker. Selve musikken kan aflyttes i en omgang. Man skal ikke vende pladen. Der kan være en hel LP-plade på en CD.

Der har dog vist sig nogle ulemper. Da man udviklede CD'en i slut-70'erne var man ikke i stand til at pakke nok bit ind på pladen. Formatet på CD-plader kaldes PCM. Du kan læse om det formatet på Wikipedia. Her skriver de "The format is a two-channel 16-bit PCM encoding at a 44.1 kHz sampling rate per channel." og "with a 74- or 80-minute audio capacity and a 650 or 700 MB (737,280,000-byte) data capacity".

Musikformatet på CD-en kaldes waw-format og kan kopieres direkte op på en PC. Jeg har derfor lagt noget af min musik på en USB-stik i waw-format, så jeg kan afspille den i fuld CD-kvalitet i bilen. Jeg har B&O-højtalere i bilen, så de kan fint afspille lyden i passende kvalitet.

Jeg har således været ret tilfreds med CD-pladerne og har ikke lyttet til LP-plader siden.

SACD

Jeg skulle købe nyt lydanlæg i starten af 0'erne og blev præsenteret for et nyt lydformat kaldet Super Audio CD (SACD i daglig tale). Det skulle blive en åbenbaring for mig. Pludselig kunne jeg høre en forbedring af lydkvaliteten i forhold til CD'en. For det første kan man nu lytte til musik i Surround Sound. Altså lyd fra alle fire verdenshjørner, plus en i midten foran. Dertil en bas subwoofer. Det kaldes 5+1 kanaler. Lyddynamikken er væsentlig forbedret. Det vil sige, at forskellen på den svageste lyd og den kraftigste et meget større. Kanalseperationen er også forbedret. Placeringen af instrumenterne er blevet mere nøjagtig.

Implementeringen på pladen er på det samme som på Blue Ray og den logiske formatering er væsentlig forskellig fra CD's PCM.

DSD

Sony og Philips udviklede SACD og DSD sammen, men i dag er det kun ejet af Sony, hvilket måske forklarer, hvorfor mange af pladerne importeres fra Japan. Syntetiske rock-plader har en bedre kvalitet, men SACD kommer virkelig til sin ret ved akkustisk musik, - som for eksempel i klassisk musik.

De fleste SACD'er fåes som "Double Layer", hvilket rent praktisk betyder, at du kan afspille pladen i en almindelig CD-afspiller, men putter du den i en SACD-afspiller, så bliver den afspillet som SACD og i SACD-kvalitet.

Min første SACD var "Dark Side of the Moon" af Pink Floyd. Det var fantastisk at høre kasseapperatet bimle og bamle rundt i alle fire kanaler. Lydkvaliteten var også bedre end på den almindlige CD. Hvis man vil opleve den fantastiske dynamik i lyden, så skal man lytte til "Money for Nothing" med Dire Straits på "Brothers in Arms". Skru pænt op for lyden og nyd så trommerne stige i styrke.

Vi var for nogle år siden i Beijing, og jeg var da også i nogle pladeforretninger. Mange plader havde DSD-logoet, men det viste sig, da jeg kom hjem, at pladerne var almindelige CD-plader i PCM-format. Snydetampe!

DVD-Audio

Philips solgte SACD-rettighederne til Sony. Der er så kommet nye HiFi-formater, - især DVD-Audio. Der er så to forskellige formater på en DVD-Audio, - enten Dolby eller DTS-Digital Theater Sound. Det er min oplevelse, at DTS er bedst, men det må du selv afgøre. DTS er i hvert fald på niveau med SACD.

Jeg har en del plader med de forskellige formater, så jeg har lavet en liste, som jeg godt vil dele med dig. Det er en PDF-fil, som du kan downloade her

Pladeomslag

I 70'erne blev pladeomslag (covers) en kunstart og de førende kunstnere og skabere af pladeomslag var Hipgnosis. Det mest berømte medlem var nok Storm Thorgerson. Hipgnosis var, for mig, lige så "rock'n roll", som de grupper, de lavede pladeomslag til. Herunder er nogle eksempler fra min pladesamling.

Pink Floyd

Alan Parsons

10CC

Mine pladeomslag