Vin - Mine oplevelser med vin

Italien

Barbaresco Barolo Roero Soave Toscana Valpolicella

Valpolicella

I 2017 tog jeg på min tredje MC-tur til et vinområde. Jeg havde været i Barolo og nydt det, men jeg vidste, at der ved Verona lå et vindistrikt kaldet Valpolicella. De laver bl.a. den berømte Amarone og den ville jeg gerne se og smage.

Dolce Vera

Ved lidt af et tilfælde mødte jeg Marco Benedetti, som på det tidspunkt var ved at starte sit eget vinfirma, Dolce Vera. Det er blevet til et langt venskab, sammen med Sandro, som tegner vinetiketter. Navnet Dolce Vera stammer fra da hans far fik hjælp af en nonne, der blev kaldt Dolce Vera (Søde Vera). Hun er også tegnet på alle etiketterne af Sandro.

Marcos vine er traditionelle og er blevet virkelig fine repræsentanter for området. Min julemiddag er ikke komplet uden hans Amarone. Han eksporterer desværre ikke til Danmark, men han sender gerne en kasse op til mig, når jeg bestiller en.

Hovedbyen i Valpolicella er Negrar, men der er mange underdistrikter i Valpolicella. Dolce Vera-vinene kommer fra distriktet "Villa". Hoveddruen i Valpolicella er Corvina, men der er mange flere.

Negrar

Fra dagbogen søndag, den 16. april 2017

Der var vinfest i Negrar og jeg glædede mig. Jeg ville bestille en taxa til kl. 13, men familien her tilbød at køre mig derop. OK, det siger man ikke nej tak til, så jeg satte mig med min dagbog og hyggede mig i formiddagssolen. Vi kørte kl. 12:30 og det blev en omvej for der var kø på vejen. Folk skulle til påskemiddag med familien. Det betød så også at der var ret tomt i gaderne, hvor der skulle være byfest. En rigtig god mulighed for at kunne snakke med vinproducenterne. Jeg startede dog lige med en sandwich med tomat og mozzarella. Det er noget de ved hvordan man laver!

Der var sat én gade af til boder med vine fra de enkelte producenter. Der var måske 20 boder, så jeg skulle være selektiv. Jeg valgte derfor vine fra området omkring hvor jeg bor for tiden. De ville gerne sælge et glas, men jeg insisterede på at smage, så jeg bad om en enkelt mundfuld. Det var ikke noget problem og endnu bedre var, at de meget gerne ville fortælle om deres produktion. Jeg kommenterede duft, farve og smag og det var virkelig noget, der fik dem op af stolene. Det er et godt trick, som du hermed kan bruge frit. Du kan endda være så heldig, at de lige trækker proppen af en flaske ekstra god årgang. Jeg fik mange billeder sammen med vinbønder

Jeg smagte tre af de fem typer, som jeg foretrækker. Du får lige en generel bedømmelse af dem alle:

Valpolicella Classico.
En let frugtig vin uden fadlagring.
Valpolicella Superiore
En “normal” vin, med op til et års fadlagring. God vin for pengene
Valpolicella Ripasso
Kraftigere, (en lille Amarone). Mørkere og med en lille sødme og høj alkoholprocent.
Amarone di Valpolicella
Kongen!! Meget kraftig. Måske den kraftigste i verden. Bitterhed og sødme og op til 16,5% alkohol. Kan ikke drikkes alene, men er fantastisk til dansk julemad!! Køb dem aldrig i Danmark for under 150,-. Ellers er det sikkert en dårlig kopi. De forsøger at stoppe snyderiet, - men det er jo Italien.
Recioto di Valpolicella
Amarones søster, der er sødere og har en lavere alkoholprocent. Bruges kun til dessert og ost.

Denne eftermiddag lærte jeg mere om Amarone og lignende end jeg ville have gjort i et kedeligt dansk aftenskolekursus i samme vin.

San Floriano

Venturini

Fra dagbogen fredag, den 14. april 2017

Jeg var kommet til at lave en vinsmagningsaftale med Venturini aftenen før på baren. Det var aftalt til kl. 10. Det var sønnen, der tog imod og han fortalte velvilligt om vinene og produktionen af dem. Amarone er udvalgte og håndplukkede druer, som lægges i godt ventilerede kasser, hvor de ligger til tørring til januar eller februar. Jeg smagte hele deres produktion, inkl. en hvid. Hvide vine er sjældne i området og de røde findes i fire kvaliteter: Valpolicella, Valpolicella Superiore, Ripasso og Amarone. Jeg smagte hele batteriet af vine inkl. flere årgange af Amarone.

En dejlig smagning. Jeg købte et par røde og en hvid, som er blevet min muse, mens jeg skriver dagbog.
Google Maps

Zardini

Zardini, San Pietro In Cariano

Fra dagbogen fredag, den 22. april 2023

Klokken to gik jeg ned til Zardini, hvor jeg blev inviteret ind. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne købe noget, så jeg ville gerne betale for smagningen. Det var fint. Det kostede 25€. Hmm, - rimeligt dyrt, men godt for samvittigheden. Jeg blev ledt gennem deres vine, - inkl. deres hvide vine. Jeg troede egentlig, at de kun lavede røde vine i Valpolicella. Det gør det egentlig også, men de har marker udenfor området, hvor de kan lave hvide vine. Jeg fik en del navne på hvide druer: Trebiano, Gagarniga, Rodinella og Oseletta. Totalt ukendte druer for mig, - men man har vel lov at blive klogere. Da jeg skulle betale, virkede deres kortlæser ikke, så jeg gik uden (måske) ikke at have betalt.

Zyme

Zyme, San Pietro In Cariano

Jeg gik videre ned til Zyme. Meget fint sted. Jeg blev taget imod af en fin dame, men da jeg begyndte at spørge til deres "champagne" blev jeg vist over til ejeren, som skulle vise sig at være meget glad for at tale om sig selv. Det skal man altså bare vænne sig til. Har de bygget et firma op fra grunden, så er de stolte og meget glade for sig selv. De er ikke danskere. Jeg fik hans livshistorie og fik lidt vin ind imellem. Til sidst fik jeg lov til at smage hans flagskib: Harlequin. Den koster over 1000kr i almindelig handel. Jeg kan da lige nævne, at den faktisk også smager godt.

Soave

Fra dagbogen 23. april 2023

Marco (Dolce Vera) har samme importør til Benelux-landene som Le Batistelle i Soave, - eller rettere i Monteforte d'Alpone. Så Marco ringede til Gelmino og aftalte, at jeg måtte komme i dag om formiddagen. Jeg var der kl. 10 og han ventede på mig. Lad os lige få nogle fakta på plads.

I Soave laves hvidvin, men her på vingården kun af druen Garganega. Hele området var vulkansk for 40 mill. år siden og det bærer jorden præg af i dag. Der er 7000ha vinmarker i Soave, - heraf er 1700ha Classico. Der er to kommuner med Classico: Soave og Monteforte d'Alpone. Dvs. det centrale vinområde og også lidt en kvalitetsbetegnelse, men egentlig kun et bestemt område. Forskellen på de to kommuner generelt er, at i Soave består jorden af hvide sten og i Monteforte d'Alpone er det sorte sten. Der er imidlertid lokale variationer. Alt dette forklarede Gelmino, mens vi så ud over alle bakkerne med vin. Han forklarede, at næsten 95% af arealet er plantet til med vin, så der er ikke plads til andre afgrøder, - ikke engang grøntsager. Derfor dyrker de deres grøntsager mellem vinstokkene.

Den enkelte producents vinmarker er spredt over et større område, som så mange andre steder. Så der er forskellige jordbundsforhold til vinene. Det udnytter Gelmino til fulde. Han har gjort det til sin specialitet. Jeg blev inviteret op og se hans største mark på 1 ha på toppen af en bakke. Vi kørte i en spand af en bil, som han bruger til transport på de meget smalle veje mellem markerne. Det er kun vin fra skrænterne, der må kalde sig Classico og alle vinene er lavet kun på Garganega-druen.

Mens vi gik rundt mellem stokkene forklarede Gelmino om vinplanterne. De bliver aldrig så tykke som i f.eks. Chateau Neuf de Pape. De har hårdere vilkår her, men de kan stadig blive meget gamle. Han viste en enkelt stok fra første podning efter phyloxera-vinlusens angreb i slutningen af 1800-tallet. Derefter blev al vin podet på amerikanske vinstokke, som er en anden art, som er modstandsdygtig over for vinlusen. Vinene bliver ophængt på den lidt specielle Veronese-metode, hvor grenene dækker jorden imellem rækkerne. Det giver skygge til druerne. Metoden er speciel for området omkring Verona, - deraf navnet.

Han viste mig en skrænt, hvor man kunne se forskellige lag af lava og basalt. Lavaen er porøst og basalten er hård og man skal så kunne smage forskellen på hvor, vinen har groet. Han har et lille eksperiment kørende. Han er begyndt at plante vinstokke uden at pode dem på amerikanske stokke. Når han brækker en kvist af en eksisterende vin, stikker han kvisten ned i jorden og håber så på, at den danner rødder og bliver til en rigtig vin. Selvom jorden er tør, lykkes det åbenbart og han kan nu lave vin på stokke, som er "originale", - dvs. som de var før vinlusen. Jeg har hørt om det, men aldrig smagt en vin derfra. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme tilbage og smage vinen.

Det kom jeg snart til. Vi kørte tilbage og jeg blev inviteret ind i smagerummet. Han stillede alle vinene op på række, men et syltetøjsglas ved siden af med jordbundsprøver. Det var så meningen, at man skulle kunne smage forskellen på, hvor vinen havde groet. Den kunne jeg faktisk. Objektivt set, kan jeg jo ikke vide, om det er jordbunden, jeg smagte, men alt andet var lige, så det må det jo have været. Der kom også noget meget tørt brød ind på bordet. Det skal være tørt. Det hedder biskotti, - bagt to gange. Så kan det holde sig længere. Så kom der også skiveskåret pølse og ost skåret i små hapser. Der blev virkelig kræset om mig.

Første vin var "bobler", - med meget fine små bobler. Den var kun under 4 atmosfæres tryk, mod champagnes 7-8. De næste vine blev diskuteret grundigt og sammenlignet. Den sidste var vinen uden podning. Jeg kunne godt både se og smage en forskel. Jeg købte i hvert fald to, så må vi se, hvordan den smager derhjemme. Den er, for tiden, udsolgt hos Jysk Vin. Det forstår man.

Vi snakkede meget længe om hans vine og vine i almindelighed. Virkelig noget jeg elsker. Jeg får så meget at vide og han får lov at snakke. Han er ikke økolog, men bruger metoderne. Han har altid nogle bekæmpelsesmidler i baghånden, hvis der skulle komme sygdom. Han vil ikke ruineres. Det kan man vel egentlig godt forstå. Verden er ikke sort/hvid. Han har til gengæld ikke meget tiltro til klimaforandringerne. Klimaet har altid skiftet, siger han. Det skulle vi så ikke diskutere. Der er et lille mærke i øverste højre hjørne af nogle af etiketterne, som indikerer, at vinen er avlet på meget stejle skråninger: 'Heroic Viticulture'. Et mærke alle i Europa (og måske verden) må bruge, hvis vinen har groet på stejle skråninger. Alle etiketterne er tegnet af hans søster, som tydeligvis har store evner i den retning. Hun er åbenbart også en god repræsentant for huset, for vinene kan nu købes hos Jysk Vin

Det var en total overraskelse, at Soave er, som det er. Med stejle bakker og meget intens vindyrkning med meget små lodder og stor kvalitet. Man lærer noget, hvis man åbner sine sanser.

Vinplanterne ophænges også a la Veronese

Barolo

Barolo er en by i distriktet Piemonte i det nordvestlige Italien. Byen har givet navn til det måske mest berømte vindistrikt i Italien. I Barolo bruges tre forskellige vindruer til at lave tre noget forskellige vine.

Nebbiolo
Denne drue laver "vinenes konge og kongernes vin". Den er meget taninholdig og skal derfor helst gemmes nogle år før den bliver drikkelig. Så får man også en virkelig dejlig oplevelse. Selvom vinen anses for kraftig, er den ikke mørk, men ret lys og gennemsigtig, - men lad dig ikke narre. Modsat de andre typer vine i Barolo, står druens navn ikke på etiketten. Det er heller ikke nødvendigt. Alle ved at en Barolovin er udelukkende lavet af Nebbiolo. En flaske Barolo er meget kostbar.
Barbera
Barbera kommer nok ind på andenpladsen over druer i Barolo. Den laver en noget mørkere og mere frugtagtig vin. Den er mere umiddelbart drikkelig og også lidt billigere.
Dolcetto
Drue nummer tre er Dolcetto. Det er en dagligdagsvin, som er let drikkelig. Jeg er dog på det seneste truffet på en meget god flaske Dolcetto.

Der er flere underområder i Barolo, - hvoraf jeg har besøgt de markerede:

Montforte
Serralunga
La Morra
Barolo
Verduno
Crinzane Cavour
Castiglione Faletto
Novello

La Morra

Serralunga

Dagbog fra 11. april 2015

Klokken var henad 15, da jeg kørte mod Serralunga. En lille by i det aller østligste af vinområdet Barolo. Her bor Lorentsens Vinforsyning's producent, Paolo Manzone. Ham måtte jeg selvfølgelig besøge. Jeg var lige kørt ind i gården, da han kom ud. Vi hilste på hinanden og han lød aldeles imponeret over, at jeg ville besøge ham. Han stillede op med en rigtig vinsmagning. Crisini, vand og alle hans vine. Han fortalte gerne om sin produktion og jeg fik meget at vide.

Jeg blev vist rundt i vinkælderen. Det var en lille specialitet her, idet han havde en brønd med klart vand midt inde i kælderen. Den var med til at stabilisere temperaturen, men vigtigst var nok, at den kunne holde luftfugtigheden oppe, så tønderne ikke tørrede ud. Vel ude bestilte jeg hans specialitet "Luvi" Langhe Rosso. Den kan ikke få højere klassifikation, da den ikke følger reglerne. Han sagde selv, at det var hans "Super Toscaner", men med druer her fra egnen.

Jeg skulle selvfølgelig også have hans Barolo Meriame 2011. Lavet på stokke mere end 50 år. Vi talte en del om ligheden mellem Barolo og Bourgogne, klarheden og finessen. Men også forskellen: styrken og taninen. Det er en misforståelse, at Barolo (Nebiolodruen) er kraftig. Den er gennemsigtig som en Pinot Noir. Den kendes på duften, men den har MEGET tanin og kan ligge flere årtier. Han fandt en Barolo frem, der havde ligget 10 år. Jeg kunne stadig mærke taninen og den var kun blevet lidt mere brun.

Serralunga d'Alba Provincia di Cuneo, Italia

Monforte

Dagbog fra søndag, 4. juli 2021

Andrea tog imod mig og viste mig rundt på den topmoderne vingård, Sara Vezza SSA - Josetta Saffirio Wines i Monforte. Der var et stort sted og blev rigtig godt indført i jordbundsforhold og de forskellige vinifikationsmetoder. De er økologiske, - både i marken i fremstillingen af vinen. De bruger den naturlige gær på druerne. Når gæringen går i gang i en tank og det ser ud til at gå godt, tager de lidt af vinen derfra og spæder til de andre tanke, for at bruge den samme gær. Ganske smart, synes jeg. Til sidst kom vi til det vigtigste.

Smagningen af vinen. Etiketterne har små nisser i forskellige situationer. Det stammer fra ejerens barndom, hvor hendes far fortalte hende, at nisserne hjalp til i kælderen under høsten og at hun derfor ikke måtte gå derned. Den rigtige årsag var, at under gæringen kommer der meget CO2 og ilten forbruges, så det kan faktisk være farligt. Vi startede med en lyserød "champagne", - lavet på Nebiolodruen. Den smagte dejligt. Dernæst et par almindelige og til sidst tre Baroloer. De var fra forskelluge marker. Den sidste fra vinplanter plantet i 1948, så den hed "1948". Alle tre var ualmindelig gode, men jeg valgte at købe en "Persiera". Da jeg smagte den, sagde jeg, at jeg måske kunne finde et smule fersken et sted i smagsnuancerne. Det var pudsigt, sagde han. Det var jeg den første til at nævne, men markens navn betyder fersken og der havde tidligere groet fersken på marken. De havde også en vinmark, hvor der havde groet oliven og nogle påstod, at de kunne finde lidt olivensmag. Jeg gad ikke diskutere det videre. Jeg mener, at det er ren overtro. Jeg skulle egentlig have betalt €20 forsmagningen, men da jeg købte lidt, sprang han det over. Eller han glemte det.

Barbaresco

Barbaresco blev nok betragtet som en lillebror til Barolo, men det ved at være ovre. Kvaliteten og prisen er oppe på niveau. Barbaresco ligger nordøst for Barolo og lige på den anden side af Alba. Jeg har besøgt det to gange.

Boffa

Dagbog fra 13. april 2015

Jeg fortsatte op til Boffa, der ligger lige midt i af byen. En ældre meget smilende herre viste mig hen til et bord. Som næsten alle andre italienere, talte han ikke andet en italiensk, så det gjorde han. Så måtte jeg forstå det eller lade være. Jeg skulle have et glas af hver vin. Han så lidt forbavset ud, da jeg kun ville have en smule. "Picolo?", udbrød han undrende.

Først en hvid vin. En lokal drue, som jeg ikke kan huske navnet på. Derefter tre andre druer:Dolcetto,Barbera og til sidst to Nebbiolo med D.O.C.G status Barbaresco, men fra to forskellige marker. De havde forskellig soleksponering. Det kunne man straks se på farven. Den første var lysere end den anden. Her måtte jeg overgive mig, så jeg bad om et rigtigt glas. Så kunne jeg gå en tur ned til floden bagefter.

Jeg købte to flasker, - en Barbera og en Barbaresco (du ved, den med Nebbiolodruen). Barbera druen er også en lidt overset lillebror til Nebbiolodruen, men sådan vil det vel altid være, når der er noget at vælge imellem. Jeg kan i hvert fald anbefale Barbera.

Dagbog fra 18. april 2017

Jeg kunne se, at Boffa havde åbent, så jeg kiggede ind. Min gamle ven fra tidligere var der, så jeg viste ham billedet fra to år siden. Det giver selvfølgelig lidt flere point og der blev da også taget et nyt billede af os. Jeg smagte hele batteriet af vine. Deres Barbera (druesort) og flere Barbaresco fra forskellige marker (Barbaresco er lavet på druen Nebbiolo). Når man er oppe i disse kvaliteter, så undres man til stadighed over, at en mark og dens soleksponering kan smages i vinen. Jordbunden har også en betydning, - men alligevel.

Jeg sluttede af med et helt glas basis Barbaresco, som han kaldte det, ude på terrassen. Der lød nogle gevaldige kanonskud i det fjerne og jeg spurgte en franskmand om han vidste, hvad det var. Han mente, det kunne være nogle skud, der blev sendt op i en truende haglsky for at minimere risikoen for haglvejr. Det lød for langt ude, så jeg spurgte indehaveren. Han bekræftede teorien. Det er små bomber med ilt, de sender op, som så eksploderer og skaber turbulens, som forstyrrer dannelsen af hagl. Det er i hvert fald teorien.

Rattalino

Dagbog fra onsdag, den 19. april 2017

Den unge mand hos Rattalino tog imod og han lod mig smage deres “Langhe-vin”. Langhe er storområdet for både Barbaresco og Barolo, samt noget mere. Det vil typisk være mindre interessant vine, hvis der står Langhe på etiketten, for så kommer vinen unden for de kendte områder.

Derefter smagte jeg hans Barbaresco og til sidst havde han også en Barolo. De to sidste var meget fine, - måske især Baroloen. Den var også lidt ældre. Generelt er forskellen mellem vine fra Valpolicella og fra Langhe som sommer og vinter. Alt er forskelligt mellem vinene. Jeg endte med at købe 6 flasker, hvoraf en var hvid. Det bliver spændende om jeg overhovedet har plads i taskerne på motorcyklen.
Google Maps

Roero

Azienda Agricola Cascina Lanzarotti

Dagbog fra tirsdag, 6. juli 2021

Jeg havde besluttet, at i dag skulle være den sidste dag i Barolo, men jeg skulle lige besøge vinregionen Roero, 20km nord for Barolo. De laver nogenlunde de samme vine, men måske en del mere hvidvin. Man finder ikke bare Roero på Google Maps og kører dertil, så jeg spurgte Andreas, sønnen i huset, hvor jeg skulle køre hen. Han foreslog Canale, som er hovedbyen.

Jeg skulle jo finde en vingård og jeg valgte Azienda Agricola Cascina Lanzarotti, lidt syd for Canale. Det var moderen, der tog imod og var meget venlig, men hun hidkaldte datteren, da det skulle være på engelsk. Hun viste sig at studere ønologi (vin) på universitetet i Alba og skulle overtage vingården efter forældrene. Meget traditionelt. Jeg fik lov at smage alt, hvad jeg ville. De åbnede en flaske, hvis ikke der var en i forvejen.

Jeg roste vinene, - ganske fortjent. De var fantastisk gode og kunne sagtens sammenlignes med Barolo, - bortset fra prisen. Deres toprødvin koster €11, hvor Giannis koster €85. Jeg bestiller nok en kasse, når jeg kommer hjem. Jeg kan sagtens leve med, at der ikke står Barolo på etiketten, - bare den smager som en Barolo, måske endda bedre.

Jeg blev vist rundt i det topmoderne vineri, hvaraf meget var nybygget og endda ikke helt færdigt. Udsigten var fantastisk. De har ca 11 ha og kan producere 75.000 flasker. Jeg købte et par røde og et par hvide.

Dagbog fra 25. april 2023

Jeg havde glædet mig til gensynet med vinhuset Lanzarotti, som ligger lige syd for byen Canale. De er vist ret store, som jeg kan vurdere. De har fine marker lige omkring gården og de producerer vine fra hovedsageligt tre druer: Arneis, Barbera og Nebbiolo. Den første er til hvide vine og de andre er til røde vine. Da jeg ankom ved 10:30-tiden kom faderen og tog imod mig. Han undskyldte, at datteren Elisabeth ikke var kommet endnu, men vi kunne da lige kigge omkring på gården. Elisabeth taler engelsk og skal vist overtage vingården efter forældrene. Jeg så gården for to år siden, men udsigten fra altanen er stadig fantastisk. Roero er et meget smukt område. Det er mindre intensivt dyrket end Soave og det er stadig smukt med natur mellem kulturplanterne og udsigt til Alperne.

Da Elisabeth ankom gik vi ind i smagerummet og jeg fik lov at smage en del af deres vine. De forsøgte at springe over deres basisvine, men jeg fik alligevel lov at smage dem. Basisvinen fortæller en del om producentens evner. Lanzarotti laver en god basisvin, hvilket jeg selvfølgelig også forventede. Elisabeth forklarede noget om klassifikationssystemet i Roero. Inden for Roero er der en slags Cru kaldet MGA (Menzioni Geografiche Aggiuntive) (Additional Geographical Mentions). Lanzarotti har to MGA, nemlig Sant Anna og SRU. SRU er nogle skråninger lige uden for deres bygninger. Her laves deres toprødvin på Nebbiolo. Deres bedste hvide vin laves i Sant Anna. De laver også Spumante, men den var ikke færdig, så den kunne jeg ikke smage og så laver de to søde vine. En "normal" sent høstet sød hvid vin og så en rød, som nærmest er saftevand. Den holder kun 5% alkohold og må som sådan ikke kaldes vin. Vin skal mindst indeholde 7-8% alkohol.

BAJAJ - Cantina & Agriturismo

Jeg spurgte, om der var andre, jeg kunne besøge og Elisabeth foreslog BAJAJ - Cantina & Agriturismo, hvor man kan spise frokost og samtidig få en smagsprøve på deres vine. Jeg fik et lille bord og nøjedes med at spise en kyllingesalat fra middagsmenuen. Dertil et smageprogram på tre vine, en Arneis, en Barbera og til sidst en Nebbiolo.

Den første skulle være en hvidvin, men den var nærmere en orangevin, som er blevet en slags officiel betegnelse for hvide vine, som ligger lidt sammen med skallerne og trækker farve og smagsstoffer. Den smagte godt, men tjeneren sagde, at man skulle behandle den lidt som en rødvin. Lad den den stå lidt i glasset og danne lidt mere duft og smag. Barberaen var fin, - typisk vil jeg sige, hvor Nebbioloen var lavet mere drikkelig og lys, end man egentlig laver Nebbiolo, - som i Barolo og Roero.

Toscana

Pienza

Jeg slog mig ned i Pienza mellem Montalcino og Montepulciano. Jeg kørte ud i området derfra, men besøgte kun en vingård. Til gengæld havde jeg stor fornøjelse af et nyt vinotek / enoteca: Prienza 491. Her kunne jeg smage alle mulige forskellige vine fra både Montalcino og Montepulciano og samtidig få en snak om vinene. Næsten bedre end at skulle halse rundt til alle mulige vingårde.

    
        Pienza
    
        Vinotek
    
        Vinudvalg

Montalcino

    
        Udsigt over Montalcino
    
        Sangiovese-vinstok
    
        Borgen i Montalcino

Fabbrica Pienza

Dagbog fra torsdag, 5. april 2018

Jeg havde en vinmand at besøge. Huset hedder Fabbrica Pienza. Han lagde sit visitkort til mig i baren i går og inviterede mig til at besøge ham. Det besøg kommer jeg aldrig til at glemme!! For at være ærlig, så ligger det på Lars Tyndskids Mark og jeg havde også meget svært ved at finde det. GPS’en var ikke til meget hjælp, for adressen på visitkortet var meget mangelfuld. Jeg måtte spørge om vej to gange og køre ad lange grusveje, men pludselig var jeg der.

Huset var alt andet end Lars Tyndskids hus. Meget moderne og meget dyrt. Marker og bygning er ejet af et rigt schweizisk ægtepar hvor fruen er arkitekt. Hele herligheden bestyres af Marco. Huset er en kasse med hul i midten, så man kan køre igennem det. Sikkert til brug i høsten. Det er bygget af mursten, holdt i jordfarver, så det passer til omgivelserne. Det har fladt tag. Jeg blev vist ind i deres showroom, som helt sikkert er det dyreste rum, jeg nogensinde har været i. I midten et stort rundt bord i mørkt træ og med Wegnerstole (pp505 - KOHORNSTOLEN, 1952) omkring. Over bordet var en lysekrone, som jeg mistænker for at være en klase af små messing artiskok PH-lamper. Af bare befippelse glemte jeg at tage et billede af det. Væggene var beklædt med brunt læder. Vi regnede lidt på prisen og det løb op i en i knap en halv million kr., - bare for et tapet!

Vi gik ned til vintankene, som er 50 hL hver og af ny eg. Der er så rent og ordentligt som på en operationsstue. Længere fremme var vintønderne, som selvfølgelig havde samme standard. De er lige begyndt produktionen, så de havde kun 5000 flasker på lager. Ejerne har købt jord til, så det nu er oppe på 75 ha. Det er meget. De har planer om at lave vin der minder om Rhone, så der skal plantes Syrah, men de har selvfølgelig også Sangiovese (Grosso). De vil også plante vinplanter fra Rhone, - f.eks. Marsanne og Voignie. Vel tilbage i smagerummet blev der åbnet for en hvid og en rød vin. Den hvide var af Rhonetypen og meget dejlig. Men 30€, det er nu i overkanten, så er den røde mere overkommelig. De kalder det stadig en prototype, men har planer om et navn og en anden etikette.